ULV (Canis lupus)
Uddød i Danmark.
Ulven indvandrede sandsynligvis kort efter istidens afslutning, idet den jagede renerne på tundraen. Ulven er således et af de pattedyr, der har levet i landet i den længste periode efter istiden.
Sandsynligvis har menneskenes husdyrhold været til fordel for ulven, og arten har været talrig et godt stykke op i middelalderen. Selv om der til tider har været drevet intensiv jagt på ulvene, så var de ikke så ligetil at udrydde, blandt andet fordi der kom nye til fra syd.
Fra 1695 lyder en beretning: "En dag i juni kom en af kongens Rytterbønder i Vendsyssel ind til ham (biskoppen i Aalborg) og beklagede vemodigen, at en Ulv havde om Natten bidt ihjel for ham 5 Heste og Hopper, som var alle de Bester, han havde".
En beretning fra 1743 fortæller, at der fandtes "Ulve i overflødighed, som gjør ubodelig Skade og fast ombringer alt, hvad der af Bønderne tillægges".
Der blev dog drevet heftig jagt på ulvene, og i 1769 mente man, at den sidste ulv af den oprindelige stamme var udryddet. Senere tilkomne menes at være strejfere fra syd.
Den sidste i Vendsyssel menes skudt omkring 1800.
Den sidste ulv i Danmark angives af nogle kilder at være nedlagt ved Nibe i 1840'erne, mens andre kilder nævner andre steder og tidspunkter for landets sidste ulv. I hvert fald blev ulven endeligt udryddet fra Nordjylland og Danmark i øvrigt omkring midten af 1800-tallet.
RÆV (Vulpes vulpes)
Meget almindelig i hele amtet, også på Læsø.
Indvandret for 8-10.000 år siden.
Bing skrev i 1802 om ræven på Læsø: "Dette Rovdyr kommer herover på Isen i de Vintre, stærk Frost indfalder, og endskiøndt her holdes de fleste Aar Ræve-Jagt, kan de dog ikke udryddes". Dette lykkedes dog efter det næste århundredskifte, og den sidste blev skudt i 1910. I den strenge vinter 1928/29 kommer der igen ræve til Læsø, og de har været her lige siden.
I isvintre vides Ræven at gå over isen til småholme og øer i Limfjorden.
Der synes at være en vis tendens til, at rævene dukker mere og mere op i byernes villakvarterer. Måske skyldes det blandt andet den beplantning, der mange steder er sket i byernes randområder. Der kan også være tale om en tilpasning til en ny biotop på samme måde som det er sket for fugle som solsort og ringdue, der også er indvandret til villakvartererne.
Rævene synes ikke at være truede, selv om der drives ret kraftig jagt på dem, og selv om de i de senere år er blevet ramt af skab, som dræber mange ræve.
Må jages 1/9 - 31/1.
SKOVMÅR (Martes martes)
Sjælden. Udbredt i enkelte skovområder i det centrale og østlige Himmerland samt sandsynligvis enkelte steder i Østvendsyssel og Vesthimmerland.
Indvandret i samme periode som de andre skovlevende arter for 8-10.000 siden.
Ved en undersøgelse, foretaget i 1945, ansås skovmåren i Nordjylland kun at forekomme syd for Limfjorden, specielt talrigt i Rold Skov.
Ved en ny undersøgelse i 1976-77 konstateredes kun ét fund nord for fjorden efter 1950, nemlig ved Hals Nørreskov i 1958. Dette fund er dokumenteret ved kranieundersøgelser, mens et fund af en trafikdræbt skovmår 27/5-76 ved Gjurup sydvest for Hjørring må anses for tvivlsomt.
Nogle fund fra det østlige Vendsyssel i 90'erne kan måske tyde på, at skovmåren enten har været overset eller er genindvandret - forudsat at dyrene er rigtigt artsbestemt, og der ikke har været tale om husmår. Fundene er fra Vandværksskoven i Frederikshavn den 22/6-1987, Sæbygaard Skov sommeren 1994 (2 unger), Bøgsted Skov 1/10-94 (fodspor) og Tolne Skov 27/10-94 (ekskrementer).
En fast bestand forekommer i Rold Skov og i Tofte Skov.
Det er svært at konstatere, om skovmåren er på nogen måde er truet, men forhåbentlig får den lov at overleve i de store skovområder, hvor den lever nu. Den er totalfredet.
HUSMÅR (Martes foina)
Almindelig i det meste af amtet. Findes ikke på Læsø. Findes på Livø og Egholm.
Sandsynligvis indvandret ret sent, nemlig engang i løbet af de sidste 1-2.000 år, idet den er ret tæt knyttet til menneskelig beboelse.
På et prikkort over nedlagte mårer i jagtsæsonen 1967/68 har Vendsyssel en meget stor tæthed (blandt de største i landet), mens tætheden i Himmerland er langt mindre.
Måren er gået kraftigt frem i hele landet i dette århundrede. En vis bestandsnedgang er sket i de senere årtier, vel nok på grund af bedre boligvedligeholdelse og dermed færre levesteder, både for mårer og deres byttedyr.
Mårer vides at være gået over isen til Livø i de senere år.
Må jages 1/9 - 31/1.
LÆKAT (Mustela erminea)
Ret almindelig i hele amtet. Findes ikke på Læsø. Findes på Livø og Egholm.
Sandsynligvis indvandret for 8-10.000 år siden.
På et prikkort over nedlagte lækatte i jagtsæsonen 1970/71 ses en tæthed i Nordjylland, der i det store og hele svarer til det øvrige Jyllands. Der ses ikke påfaldende koncentrationer i nogle egne af landsdelen.
I 1960'erne udsattes lækatte på Livø for at holde bestanden af mosegris nede. Senere blev lækattene en plage, men et par mårer indvandrede over isen og hjalp med at holde Lækattene nede. En lignende udsætning har fundet sted på andre småøer tidligere. Udsætning af den art er i dag forbudt.
Der er en tydelig nedgang i vildtudbyttetallene på landsplan i perioden 1952/53 til 1971/72. Denne nedgang afspejler sandsynligvis en reel tilbagegang, som også har fundet sted i Nordjylland. Nogle af grundene hertil er færre byttedyr (især mus) og færre levesteder, såsom stendiger, overdrev m.m. Totalfredet.
BRUD (Mustela nivalis)
Ret almindelig i hele amtet. Findes ikke på Læsø.
Indvandret for omkring 8-10.000 år siden.
Flere undersøgelser tyder på, at bruden er mindst lige så almindelig som lækatten, måske endda mere almindelig. Totalfredet.
ILDER (Putorius putorius)
Ret sjælden. Udbredt i det meste af amtet. Findes ikke på Læsø.
Ligesom mange andre pattedyrarter indvandret for 8-10.000 år siden.
Ved en undersøgelse over nedlagte ildere i jagtsæsonen 1969/70 fandtes en ret jævn fordeling af nedlagte ildere i Nordjylland, med en tæthed, som stort set svarer til det øvrige Jyllands. Dog blev der ikke nedlagt ilder nord for en linie Tornby - Jerup. Der konstateredes i samme undersøgelse en nedgang i antallet af nedlagte ildere på landsplan i perioden 1943/44 til 1969/70, hvilket givet afspejler en bestandsnedgang, som også har fundet sted i Nordjylland.
Også andre observationer tyder på ret kraftig bestandsnedgang, også efter 1969/70. Nedgangen skyldes sandsynligvis landskabsændringer (rørlægning, tørlægning, fjernelse af hegn og diger) og færre byttedyr (mus, rotter, frøer). Muligvis også øget konkurrence med mår og mink samt forfølgelse fra menneskenes side på grund af ilderens formodede efterstræbelse af høns og duer.
Totalfredet.
MINK (Mustela vison)
Ret almindelig i hele amtet. Iagttages også på Læsø. Undsluppet fra fangenskab.
Undslupne dyr ses ofte mange steder i amtet. Nordjylland har den største tæthed af minkfarme i landet, og dermed sandsynligvis også den største "bestand" af vildtlevende mink. Yngel i det fri er konstateret flere gange.
Må jages hele året.
GRÆVLING (Meles meles)
Ret almindelig i centrale/østlige Vendsyssel samt det meste af Himmerland. Sjældnere i øvrige egne. Findes ikke på Læsø.
Indvandrede samtidig med de andre skov-tilknyttede arter for 8-10.000 år siden.
Ved en spørgeskemaundersøgelse i 1972/73 rettedes der henvendelse til jægere, som havde nedlagt grævling i perioden 1/4 72 - 31/3 73. Jægerne blev andet spurgt om lokaliteten for hvert enkelt dyr. Et kort over lokaliteterne viser for Nordjyllands vedkommende, at grævlingerne blev nedlagt over næsten hele amtet undtagen på Læsø. Dog er der et område i det vestlige Vendsyssel, hvor der ikke blev nedlagt grævlinger. Det drejer sig stort set om området vest for en linie Hjørring - Nørresundby. Der er dog af og til iagttaget grævlinger i området, og eksempelvis Tornby Klitplantage huser grævlinger. I Hanherred er der kun nedlagt to dyr. Derimod er der nedlagt mange dyr i Østhimmerlands skovområder.
I øvrigt svarer udbredelsen ret nøje til områder med morænebakker, mens området i Vestvendsyssel med ingen eller kun få grævlinger er ret fladt. Flere kilder oplyser, at grævlinger foretrækker at anlægge deres grav på bakkesider. Udover topografi og jordbundsforhold er sandsynligvis bevoksningen (helst skov) og bebyggelsesgrad medvirkende faktorer for forekomsten af grævlinger på en egn.
Er gået tilbage i antal i de senere år. Årsagerne er sandsynligvis forringelse af levesteder, herunder ændrede dyrkningsmetoder og afgrøder, samt muligvis øget forstyrrelse. Grævlingen blev totalfredet i 1994.
ODDER
(Lutra lutra)
Meget sjælden. Sandsynligvis 15 - 25 dyr i
amtet (1995). Findes ikke på Læsø.
Indvandret for 8-10.000 år siden.
Flere kilder oplyser, at odderen var ret almindelig ved de fleste større åer i amtet for bare et par menneskealdre siden.
Ved en opgørelse over antal nedlagte oddere i jagtsæsonerne 1956/57 - 1959/60 er der 4 fund fra Nordvestvendsyssel (Liver Å og Uggerby Å), 10 fra Østvendsyssel, 2 fra Ryå's nedre løb, 4 fra Mariager Fjord-området samt over 15 fra Vejlerne i Hanherrederne. Der er ingen fund fra Skagens Odde, Sydvestvendsyssel, Hanherrederne (bortset fra Vejlerne) samt hele Himmerland (bortset fra Mariager Fjord).
I 1979/80 ansloges landsbestanden af odder til højst 40 ynglende hunner, og heraf 1 - 3 hunner i Nordjyllands amt. Hertil skal dog føjes, at der er en pæn lille bestand i Vejlerne, der ligger på grænsen mellem Nordjyllands og Viborg amter.
En undersøgelse over odderens forekomst i Nordjyllands og Viborg amter blev foretaget i november - december 1984. Ved denne undersøgelse fandtes der i Vendsyssel spor af oddere ved Varbro Å, Uggerby Å, Voer Å, Lindholm Å og Ry Å, mens der i Himmerland var spor af oddere ved Bjørnsholm Å og Lerkenfeld Å.
I 1986 blev set op til 3 oddere på samme dag i Vejlerne. Samme år 4 oddere sammen ved Uggerby Å samt en rusedruknet odder i Liver Å. I 1988 fandtes en død odder i Voer Å. I 1991 blev set op til 6 på én dag i Vejlerne. I 1996 blev iagttaget flere dyr ved Voer Å. I 1997 ses der oddere på 3 nye lokaliteter: Stavad Enge (gennemløbes af Ryå) ved Pandrup, ved Ålbæk samt i Østerådalen i Aalborg. I efteråret 1999 fandtes en død odder på Tornby Strand. Den var sandsynligvis rusedruknet i Liver Å, smidt i åen og drevet ud i havet. Den 9/12-99 fandtes en trafikdræbt odder på en vej ved Manna Mose, Brønderslev
Odderen er i stor fare for at forsvinde som nordjysk dyreart. Den har været udsat for en kraftig tilbagegang, og årsagerne hertil kan sikkert søges i et sammenfald af følgende trusler: Drukning i ruser, trafikdrab (især ved broer over vandløb), generel forringelse af levesteder, forstyrrelser i form af bl.a. sportsfiskeri og sejlads, samt miljøgifte. Tidligere også jagt. I løbet af 90'erne synes der heldigvis at kunne spores en vis fremgang i den nordjyske odderbestand.
En mindre bestand af odder burde kunne leve i Nordjylland, hvis man traf de rette forholdsregler. Det vil bl.a. sige bedre livsbetingelser i form af renere vandløb, dyrkningsfri bræmmer og beplantning langs vandløb samt anlæg af rørgennemføringer og banketter, hvor vandløb krydser veje. Rusefiskere skal naturligvis rette sig efter påbudet om brug af stopriste. Endvidere en begrænsning af den menneskelige færdsel på særligt gode odderlokaliteter.
Odderen blev totalfredet i 1967. Dødfundne oddere er "danekræ" og skal afleveres til Naturhistorisk Museum i Århus.
HVALROS (Odobenus rosmarus)
Kun 4 forekomster i Danmark i nyere tid, hvoraf de 3 blev set i Nordjylland.
Hvalrossen har sandsynligvis en meget lang historie bag sig i nordjyske farvande, idet den har levet her under istiden. To stødtænder er fundet i Nordjylland, den ene i en grusgrav i Jyske Ås, den anden i en grusgrav ved Brovst. Den førstnævnte er dateret til at være 23.500 år gammel.
Nogle hvalros-tænder, som blev fundet ved Rubjerg Knude, mentes af nogle at være udvaskede fra klinten og stamme fra istidens slutning. En kulstof-14 datering viste imidlertid, at tænderne kun var 4-500 år gamle. De stammede med andre ord sandsynligvis fra et skibsforlis.
I vinteren 1926-27 blev en hvalros set ved Hanstholm, Lild Strand og Skagen. Den blev nedlagt ved Göteborg i januar 1927. Sandsynligvis samme eksemplar var tidligere set ved Shetland, i Norge og i Holland.
En yngre han blev fanget i Holland i marts 1981 og sluppet løs igen. Blev set ved Esbjerg 25/5-81, ved Trans syd for Thyborøn 26/5-81, ved Løkken (uoplyst dato, sikkert 27/5) og ved Skagen 28/5-81. Derefter blev den set ved Sveriges vestkyst i juni 81.
I januar-februar 1998 blev en Hvalros set først ved henholdsvis Hollands og Tysklands Nordsø-kyster, og dernæst dukkede den op på Sveriges Kattegatkyst den 8/2. Den trak så nordover og blev senere set flere steder i Sverige og i Norge. Denne Hvalros passerede med andre ord Danmark og Nordjylland uden at blive observeret.
Den 28/11 1999 strandede en Hvalros på Uggerby Strand. Den var afkræftet og såret og blev derfor aflivet. Den vejede 660 kg.
KLAPMYDS(Cystophora cristata)
To fund i Nordjylland.
En del af en underkæbe blev i 1962 fundet på Skagen Nordstrand. Det kan naturligvis ikke afgøres, om kæbestumpen stammer fra et dyr, som har opholdt sig på stedet.
Eneste fund af et levende dyr er fra 2/12 1996, da et eksemplar i voksendragt strandede på Skagen Nordstrand. Den blev aflivet, da den ikke ville svømme til havs igen!
Herudover findes kun ét yderligere fund fra Danmark, nemlig fra Fanø i August 1978.
SPÆTTET SÆL
(Phoca vitulina)
Ret almindelig omkring Læsø og i dele af Limfjorden. Bestanden er på 500 - 800 dyr (1991).
Der findes to samlede bestande i amtet: Ved Læsø med omliggende holme og grunde, (ca. 400 dyr i 1984), samt Løgstør Bredning (529 dyr i 1984). De to nærmeste nabobestande er i vestligste Limfjord og ved Anholt. Almindeligvis sker der ikke udveksling mellem de nordjyske bestande og den bestand, der findes i Vadehavet, men en sæl, som var udsat af Aalborg Zoo ved Hals i 1986, blev i 1991 genfundet i Vadehavet.
Udenfor bestandsområderne ses jævnligt spættede sæler ved de fleste nordjyske kyster, ligesom der af og til findes døde sæler på strandene.
I 1988 blev den danske sælbestand ramt af en epidemi, der dræbte skønsmæssigt halvdelen af dyrene. Bestanden er dog allerede taget godt til igen og formodes fortsat at gå frem i de kommende år.
Efter epidemien (1989-91) blev der i nogle år set væsentligt færre sæler udenfor de faste leveområder end tidligere år, men antallet af disse strejfere er siden tiltaget en del ien.
Da forureningen af vore have og fjorde er blevet formindsket i det seneste tiår, synes der at være håb om, at de spættede sæler i fremtiden fortsat kan have nogle gode bestande i amtet. En trussel er dog forstyrrelser fra især lystsejlere og windsurfere, især overfor små unger, der behøver fred
i den første tid, hvor de helst ligger på land. Sæler fanges af og til i fiskeres garn, hvor de drukner. Totalfredet.
GRØNLANDSSÆL
(Phoca groenlandica)
To fund.
Den 14. marts 1987 blev en han fundet på Saltum Strand. Den blev transporteret til Nordsømuseet i Hirtshals, hvor den døde samme dag. Det var det første fund af arten i Danmark. Senere blev 4 grønlandssæler fundet døde eller døende, og hertil et levende eksemplar, langs Jyllands vestkyst. Desuden blev et eksemplar fundet ved Vangen syd for Frederikshavn 5. maj 1987; den blev plejet af Falck og dyrlæge og udsat igen.
De danske fund blev gjort i forlængelse af en invasion til Norges kyster af sæler fra drivisområderne ved Svalbard og måske Grønland i vinteren 1986-87.
Der foreligger oplysninger om en invasion af grønlandssæler til de norske kyster i 1902-03, og herunder skulle enkelte være set i Limfjorden. Der foreligger dog intet bevis herfor.
GRÅSÆL
(Halichoerus grypus)
Sjælden i Kattegat, meget sjælden i øvrige farvande.
Der foreligger fund fra Skagen i 1958 og 1967. Efter 1985 1-2 fund årligt ved Nordjyllands Kattegat-kyster, herunder Læsø. I 1998-99 flere fund omkring Hirtshals, bl.a. to halvstore unger.
Den oprindelige Kattegat-bestand er uddød, mens den nuværende bestand menes at bestå af strejfere fra de britiske øer, hvor bestanden i mange år har ekspanderet kraftigt. Det er sandsynligvis fortrinsvis hanner, der når de nordjyske kyster, men fra sidst i 80'erne er arten begyndt at yngle på Anholt. Skønnet Kattegat-bestand (1980) ca. 25 dyr. Op til 9 eksemplarer set på Anholt i 1978. Der findes også en bestand i den indre Østersø, men denne bestand er i aftagende.
I 1997 blev en unge af Gråsæl set på Hirsholmene. Det er det første sikre ynglefund af arten i landet i nyere tid. Ungerne opholder sig de første 3-4 uger på land, hvorfor arten er meget sårbar overfor forstyrrelser i yngletiden. På den baggrund er det spændende, om der kan etableres en fast bestand i Nordjylland.
Arten er totalfredet og har status som "Akut truet" på den danske rød-liste.
RINGSÆL
(Pusa hispida)
1 fund fra nyere tid.
Et eksemplar blev nedlagt ved Læsø i juni 1890. Var sandsynligvis helt op til århundredskiftet årlig gæst i Kattegat. Det drejede sig om individer fra Østersø-bestanden. Denne bestands leveområde begrænser sig nu til den Botniske Bugt.