Lokaliteter i Nordvest-Vendsyssel


De enkelte lokaliteter Hirtshals, Fyret, Havnen, Øststranden Lilleheden og Uggerby Klitplantager Kjærsgård Strand med Liver Å's udløb, Vandplasken og Åslyngen Tolne Skov og Bakker Tornby Klitplantage Kjul, Uggerby og Tversted Strande

1. Hirtshals: Fyret, Havnen, Øststranden

2. Lilleheden-Uggerby Klitplantager

3. Kjul, Uggerby og Tversted strande

4. Tversted Klitplantage med søer

5. Tryn-Måstrup Moser

6. Eskær Skov

7. Tolne Skov og Bakker

8. Slotved Skov

9. Børglum Klosterskov

10. Ilbro Enge

11. Rubjerg Knude

12. Kjærsgaard Strand med Vandplasken, Liver Å's udløb og Åslyngen

13. Tornby Klitplantage

Nordvest-Vendsyssels landskab

Af praktiske grunde har vi på denne hjemmeside defineret Nordvest-Vendsyssel som de fire tidligere kommuner Hirtshals, Sindal, Hjørring og Løkken-Vrå. De fire kommuner blev samlet til én med navnet Hjørring kommune fra 1. januar 2007.

Den største by indenfor området er Hjørring, der er en af de få større, gamle købstæder, som ikke ligger ved vandet, men derimod på et vandskel. Den næststørste er fiskeri- og færgebyen Hirtshals. Andre byer er kyst- og badebyerne Løkken, Lønstrup og Tversted, stationsbyerne Vrå og Sindal og de mindre oplandscentre Bindslev og Tårs.

Mod nordvest afgrænses området af den barske nabo Skagerrak. Hirtshals ligger som en fremskudt bastion mellem Jammerbugten og Tannis Bugt. Strandene er meget varierede, her nævnt fra syd: Ved Løkken den kendte brede sandstrand med klitter, ved Nørre Lyngby går klitterne over i lerklinter, som havet med mellemrum tager en bid af. Ved Rubjerg Knude består klinterne af både sand og ler, og da vestenvinden har blæst sandet op oven på klinten, har der dannet sig en kombineret klint og klit på omkring 100 meters højde, hvorfra der er en imponerende udsigt. Ved Lønstrup er der stadig klintekyst, men umiddelbart nord herfor ved Harrerenden er der igen flad kyst med klitter. Denne strand fortsætter med navnene Nørlev Strand, Kjærsgård Strand og Tornby Strand til Hirtshals. Her er igen klintekyst ved fyret, men øst for havnen er der atter sandstrand med bagved liggende klitter af forskellig størrelse. Strandene her ved Tannis Bugt er generelt meget brede, og mange steder er der små vandsamlinger, hvor der efterhånden sker tilgroning, hvis da ikke en storm rydder stranden igen. Disse strande kaldes fra vest Hirtshals Øststrand, Kjul Strand, Uggerby Strand og Tversted Strand.

Udsigt mod nord fra Liver Å mod Åslyngen og Tornby KlitLangs kysten er i starten af 1900-tallet anlagt en række klitplantager, som næsten ubrudt strækker sig fra Liver Å's udløb og næsten til Skiveren i Skagen Kommune: Tornby Klitplantage, Lilleheden Klitplantage, Uggerby Klitplantage og Tversted Klitplantage. Størstedelen af plantagerne er nåleskov, men forbavsende mange steder kan man finde små smørhuller med løvskov, krat, småsøer m.m. i ly af nåleskoven.

Inde bag kysten er et vigtigt landskabselement er den markante stenalderhav-kystskrænt, der går fra Hirtshals til Frederikshavn. Nord herfor er Skagen Odde dannet gennem de sidste årtusinder, og her er jordbunden sandet og landskabet fladt, bortset fra klitdannelser. Her ligger også nogle store moser som Råbjerg Mose, Tryn Mose, Måstrup Mose m.fl. Desværre er moserne i dag ret tilgroede.

Et bakkedrag strækker sig som en udløber af Jyske Ås fra det centrale Vendsyssel op mod Hirtshals. Især omkring Bjergby nordøst for Hjørring er bakker og dale meget markante. På dette bakkedrag ligger en del små og store skove, nogle af dem meget gamle: Bøgsted, Eskær, Tolne, Slotved og Børglum Klosterskov (der ligger en snes kilometer øst for klostret, men tidligere tilhørte dette).

Egnen omkring Hjørring og syd og sydvest herfor udgøres af gammel havbund fra yoldia-havet og er forholdsvis flad. Dog stikker enkelte øer fra dette hav op, som Hjørring Bjerge, Vennebjerg Bakke og Børglum Bakke. Ellers er kuperinger mest dannet af vandløbenes udgravning, heriblandt Liver Å og Uggerby Å, som tilsammen afvander Nordvest-Vendsyssel. Omkring åerne ligger mange fine engdrag, hvoraf det største sammenhængende område ligger mellem Tårs og Hjørring og samlet kaldes Ilbro Enge.