Under sidste istid var det meste af Danmark isdækket i 100.000 år. En del af tiden stod isranden ned gennem Jylland. Isen og de lave temperaturer betød, at der kun var et sparsomt dyreliv underistiden, men dyr var der dog, ligesom der lever dyr i Grønland og andre polare egne i dag.
På Vendsyssel Historiske Museum befinder sig en tand af en mammut, fundet i Lundebjerg grusgrav ved Dronninglund i 1929. Tanden er ca. 32.000 år gammel, og dette og en del andre fund af Mammut-dele, især i Vendsyssel, indikerer, at mammutten kan have levet her under istiden i isfri dele af landet.
Ved Asdal sydøst for Hirtshals fandtes i 1929 en underkæbe af en isbjørn. Underkæben blev senere dateret til at være 11.000 år gammel og menes at stamme fra et dyr, som har levet på stedet, altså i Vendsyssel, og ikke ført hertil.
På landområderne ved iskanten levede foruden mammut sandsynligvis uldhåret næsehorn, moskusokse, rensdyr, saigaantilope, steppebison og kæmpehjort.
I det isfyldte farvand levede mange forskellige hval- og sælarter. Knoglefund fra
Vendsyssels yoldia-kyster (afsmeltningstiden efter istiden, hvor isranden stod øst og nord for Danmark) viser,
at i hvert fald følgende arter levede her på den tid: Ringsæl, hvidhval, spækhugger, finhval, blåhval
og grønlandshval.
For omkring 13.000 år siden trak isen sig langsomt tilbage fra Danmark. Man må forestille sig, at grus- og sandflader lå tilbage efter isen. Langsomt spredtes frø fra sydligere egne, og hede- eller steppevegetation opstod. Efterhånden som plantedækket kunne give fødemuligheder for det, indvandrede dyrearterne sydfra.
Denne steppe har især huset flokke af rensdyr, og de har været efterstræbt af ulve og jærve.
Hertil kom steppeegern, desman, snehare, lemming og markrotte. Måske også allerede nu birkemus. Ved Nr. Lyngby er bl.a. fundet knogler af steppeegern og desman.
Steppen blev efterhånden mere og mere træbevokset. Det gav plads for indvandring af elg, kæmpehjort, bæver, sisel, markmus, rødmus og bjørn. Der foreligger fund af knogler af bl.a. bjørn, snehare og markmus fra Nr. Lyngby, hvor der også er fundet pilegrene med gnavespor fra bæver.
Senere, da skoven har fået mere magt, kommer dyr som bison, vildhest og urokse. Der er
fund af knogler af bison fra Vendsyssel, og ved Fjerritslev er fundet knogler af en vildhest.
For omkring 10.000 år siden var steppen efterhånden helt dækket af skov, samtidig med at gennemsnits-temperaturen efterhånden var ret høj - faktisk var den i et tidsrum højere end i dag.
Nogle arter måtte fortrække: Kæmpehjort, rensdyr, jærv, lemming, sisel, desman og måske snehare. Samtidig indvandrede krondyr, bæver og vildsvin.
Sandsynligvis var det også på denne tid, at der skete indvandring af arter som rådyr, ræv, odder, grævling, hermelin, brud, skovmår, los, vildkat, pindsvin, de tre spidsmusearter, mosegris, skovmus og halsbåndmus. Det var nok også i denne periode, at de første krybdyr og padder indvandrede, for eksempel hugorm, skovfirben og måske frøer og salamandre.
For ca. 9.000 år siden indledtes den såkaldte "fastlandstid", hvor landet, efter at isens tryk var væk, havde hævet sig, og hele Nordjylland var ét sammenhængende landområde, der endog strakte sig et godt stykke ud i de nuværende havområder.
For 7-8.000 år siden var isen på den nordlige halvkugle smeltet, og havene var derved steget så meget, at store dele af Vendsyssel, en del af Himmerland og hele Læsø (men ikke Livø) var dækket af hav - det såkaldte stenalderhav eller litorinahav. Efterhånden skete dog en landhævning -som iøvrigt stadig pågår i Nordjylland - så Læsø dukkede op af Kattegat, og Vendsyssel blevsammenhængende land.
På et tidspunkt begyndte temperaturen at falde en smule, og det var måske hel eller delvis årsag
til, at sydlige arter som vildkat og vildsvin forsvandt igen.
For omkring 6.000 år siden fik bondekulturen gradvis overtaget over jægerkulturen, og dermed begyndte menneskene for alvor at præge landskabet. Der blev brændt skov af for at give plads til agerbruget, og husdyr som kvæg og svin græssede i skovene. Landskabet blev derfor gradvist mere og mere åbent, og pattedyrene måtte tilpasse sig dette landskab og samlivet med menneskene - eller forsvinde.
De store pattedyr som elg, bjørn, los og bæver forsvandt efterhånden fra landsdelen (og fralandet i øvrigt), vel nok både på grund af de landskabelige ændringer og på grund af direkte efterstræbelse. Til gengæld indslæbte menneskene arter som husmus og sort rotte.
En foreløbig kulmination for skovrydningen nåedes i 1800-tallet, da skovene var nået ned på at udgøre 3% af landets areal. Da havde dyr som krondyr, skovmår og andre skov-tilknyttede arter fået deres leveområde indskrænket til enkelte fristeder i landsdelen, blandt andet Rold Skov. Siden da er der heldigvis plantet en del skov i Nordjylland.
Følgende større pattedyrarter har indvandret til landet og er forsvundet igen i perioden fra sidste istid og indtil historisk tid: Bæver, bjørn, jærv, vildkat, los, kæmpehjort, elg, rensdyr, bison, urokse og vildhest.
I historisk tid er yderligere følgende dyr uddøde i Nordjylland: Ulv, vildsvin, birkemus, sortrotte, glatsnog og måske sumpskildpadde.
Følgende større dyr har - trods forfølgelse og menneskets omformning af landskabet - levet
i Nordjylland i ca. 9000 år: Ræv, skovmår, ilder, grævling, odder, rådyr og krondyr.
Vendsyssel udgør sammen med Thy og Hanherred en stor ø, men afstanden over Limfjorden til det jyske fastland er flere steder meget lille, og det har betydet, at dyrefaunaen i egnene nord for Limfjorden ikke i større omfang afviger fra faunaen syd for. De fleste dyr har enten kunnet svømme over eller gå over isen. For de fleste arter, som har indvandret fra syd over land, har Limfjorden nok nærmest virket som en forsinkelse for indvandringen, og ikke som en varig hindring.
Faunaen på en ø er generelt fattigere på arter end et tilsvarende område på fastlandet.
Dette forhold kaldes ø-effekten. Det skyldes især, at arterne har sværere ved at indvandre til en ø,
og hvis en art uddør på en ø - f.eks. i en streng vinter - så kan der ikke uden videre ske geninvandring.
Læsø
Den næststørste ø i amtet er Læsø. Læsø var helt dækket af stenalderhavet og har ikke været landfast siden. Derfor består dyrefaunaen på Læsø af ret få arter, selv om livsbetingelserne skulle være til stede for langt flere arter. Eksempelvis mangler alle arterne indenfor mår-familien.
Krondyr, hare og ræv har sandsynligvis levet på Læsø i flere tusinde år, og man må formode, at de i sin tid er indvandret over isen i isvintre, hvor Kattegat har været isdækket. (Siden er krondyret og i perioder også ræven forsvundet fra øen igen).
Måske bortset fra krondyr er det sandsynligvis ikke muligt for noget landpattedyr at svømme den lange afstand fra Vendsyssels eller Sveriges kyst til Læsø. Flagermus kan naturligvis flyve dertil, men for dem er der næppe varige livsmuligheder på øen.
Kun én paddeart lever på Læsø, nemlig spidssnudet frø. Den kan være indvandret ved at fugle ufrivilligt har fungeret som transportmiddel for frøæg.
Til de naturlige indvandringsmåder kommer èn til, nemlig mennesket med dets
transportmidler. Det vides med sikkerhed, at flere arter er udsat på øen (fx pindsvin), ligesom flere arter er indslæbt (fx hugorm).
Småøer og holme
Næst efter Læsø er de største øer i amtet Livø og Egholm. Fra Livø er der ca. 4 km til fastlandet, og det må formodes, at denne afstand kan overvindes af de fleste bare lidt større dyr, når Limfjorden er isbelagt. For eksempel er mårer indvandret til Livø på denne måde i de senere år.
Fra Egholm til henholdsvis Vendsyssel og Himmerland er der under 1 km, og hertil kommer, at øen er næsten landfast med Vendsyssel ved lavvande. Derfor findes sandsynligvis alle de pattedyrarter på Egholm, som der findes egnede biotoper af en passende størrelse til. Blandt andet findes muldvarp, husmår og lækat.
På Hirsholmene og Nordre Rønner i Kattegat findes sandsynligvis ikke andre pattedyr end de kaniner, som for mange år siden blev udsat på Græsholm i Hirsholmene. Det må dog formodes, at der tidligere har levet husmus på øen Hirsholm, som har været tæt befolket i tidligere tider. Det vides, at der har været rotter på Hirsholmene, idet de fik riderne til at opgive deres koloni her midti 1950'erne.
I Limfjorden findes en række lave holme. For disse gælder, at de ligger ret tæt på
fastlandet. Holmene må derfor formodes - ligesom Egholm - at huse de pattedyrarter, som kan finde
egnede levesteder, dog med ø-effekten som begrænsende faktor. Da holmene er ret sparsomt
bevoksede, drejer det sig sandsynligvis kun om enkelte smågnavere, især mosegris, og måske spidsmus. Hertil kommer ræve
og måske mårer og lækatte, som under isvintre inspicerer holmene for spiseligt.
Foruden de dyrearter, som efter istiden af sig selv har fundet vej til Nordjylland og enten har fundet livsbetingelserne så tillokkende, at de har slået sig ned, eller blot har gæstet landsdelen, så er andre dyrearter tilført landsdelen ved menneskenes hjælp.
Man kan her skelne mellem, om dyrene er udsat med vilje som for eksempel dådyr, indslæbte - især ved hjælp af skibe og andre transportmidler - som det er tilfældet med husmus og rotte, eller undsluppet fra fangenskab, som det ofte sker med mink.
Det har især tidligere været på mode at udsætte fremmede dyrearter, især med det formål at drive jagt på dem. I vore dage er det her i landet ikke tilladt at udsætte dyrearter på steder, hvor de ikke lever i forvejen. Det gælder både for fremmede dyrearter, der ønskes udsat i Danmark, og for dyrearter, der ønskes tilført en egn, hvor de ikke naturligt forekommer.
Dyrearter, som ikke naturligt forekommer i Nordjylland, bør ikke indføres her, hvad enten det sker ved indslæbning eller udsætning, eller ved at de undslipper fra fangenskab. Det er faunaforfalskning.
Taler man om nye arter, eksempelvis mink eller vaskebjørn, så har disse dyr ikke en naturligplads i de lokale økosystemer, og de tilførte arter kan dermed betyde alvorlig konkurrence for de lokale, oprindelige arter. I tilfældene mink og vaskebjørn kan det være arter som ilder og odder det går ud over.
Hvad angår tilførsel af individer fra andre bestande til eksisterende, lokale bestande, så kan dette have uoverskuelige konsekvenser. Ingen kan forudse, hvad nye genetiske kombinationer kan betyde i retning af modstandsdygtighed mod sygdomme og parasitter, klimaforhold m.m. Et tænkt eksempel: De indførte kronhjorte, der i kraft af større råstyrke måske kan fordrive nordjyske hjorte fra deres hinder, får måske afkom, der ikke kan klare en ekstraordinært hård vinter.
Hertil kommer det rent natur-etiske aspekt, om mennesket har ret til at gribe ind og tilføre nye gener til en dyrebestand, der måske her levet her i 10.000 år.
Udsatte arter
Tre arters tilstedeværelse i Nordjylland skyldes udelukkende udsætning. Det drejer sig om kanin, dådyr og sika. Se nærmere i artsoversigten.
Langt fra alle udsætningsforsøg er lykkedes. Engang i begyndelsen af dette århundrede blev klokkefrøer udsat i Sct. Knuds Kilde i Hjørring samt et sted i Aalborg, øjensynligt med det formål at skabe en lokal bestand. Frøerne forsvandt dog hurtigt igen. Klokkefrøen lever i dag kun på få lokaliteter i Danmarks sydøstlige egne.
Det sker også, at folk sætter kæledyr ud, som de af en eller anden grund er blevet trætte af. Således er skildpaddearten rødøret terapin i 1995 set i Tversted-søerne, og tillige er den adskillige gange fundet i Sct. Knuds kilde i Hjørring.
Også en pattedyrart er forgæves forsøgt udsat i Nordjylland, nemlig fjeldræv. 7 dyr blev udsat på Livø i 1876, øjensynligt i et forsøg på at skabe en lokal bestand. Dyrene forsvandt dog lidt efter lidt, og en fjeldræv, som blev skudt ved Thisted i 1879, var muligvis flygtet fra Livø over isen.
Til de mere specielle eksempler hører bison. En tyr af europæisk bison blev udsat i det store indhegnede dyrereservat Tofte Skov i Østhimmerland. Den var dog for vanskelig at holde indenfor hegnet og blev derfor foræret til Aalborg Zoo.
En del arter er i tidens løb udsat for at "forbedre" eller forøge eksisterende bestande. Her
kan nævnes hare, rådyr og krondyr. Andre arter, som i forvejen levede i Nordjylland, er udsat på øer,
hvor de ikke fandtes, nemlig pindsvin og rådyr på Læsø, og lækat og rådyr på Livø.
Indslæbte arter
Med indslæbte arter menes de, der er kommet til landsdelen som blinde passagerer med skibe, tog eller andre transportmidler, altså indirekte med menneskets hjælp.
Det ældste eksempel er nok husmusen og den sorte rotte, som begge allerede engang
i middelalderen blev indslæbt blandt menneskenes husgeråd eller proviant. Senere blev den brunerotte indslæbt, i første omgang nok især med skibe. Endelig blev i nyere tid dværgmusen indslæbt
til landsdelen, velsagtens i korn og/eller andre foderstoffer. I øvrigt kan man spørge sig selv, hvordan skovmusen og skovfirbenet nogensinde er kommet til Læsø, om det ikke var ved menneskets hjælp? Hugormen blev i 40'erne indslæbt til Læsø, sandsynligvis med tørv.
Undslupne arter
De fleste husdyr- og kæledyrarter kan af og til træffes i naturen som undslupne, men de fleste bliver hurtigt fanget eller går til grunde. Nogle arter har dog formået at klare sig godt i naturen i lange perioder, som mink, dådyr, vildsvin og kanin (se artsoversigten). Hertil kommer en art som katten, der ofte forekommer i halvvild tilstand i naturen. Andre undslupne arter findes i forvejen vildtlevende ilandsdelen, og de undslupne dyr blander sig da sandsynligvis med de vildtlevende, hvor de kan klare sig; det gælder f.eks. krondyr og hare.
Som mere kuriøse end faunistisk interessante forekomster skal her nævnes fire kattearter, som idet mindste har skabt stort røre i befolkningen.
Leopard: I begyndelsen af 1600-tallet medbragte en ungarsk officer to jagtleoparder til Vendsyssel under kejserkrigen. Manden døde i Sæby, og de to leoparder slap løs. Dyrene spredte skræk og advarsel i befolkningen, og Chr. IV satte en dusør på dem. Efter et års tid fandtes hunnen ihjelfrosset ved Hammelmose i Store Vildmoses vestlige del, og først efter yderligere 1 1/2år blev hannen skudt i Dronninglund Storskov. I øvrigt blev leoparderne i gamle kilder kaldt tigre.
Los: Der har i flere omgange gået rygter om løsgående losser. Eksistensen af en los, som angiveligt skulle husere ved Boller og omegn sydvest for Tårs først i halvfjerdserne, blevet aldrig bekræftet. De mest vedholdende los-rygter i landet i nyere tid gik på en los i Tved Plantage og andetsteds i Thy i årene 1967-70. Helt sikre beviser fandtes ikke.
Sort panter: En sådan undslap i maj 1971 fra Aalborg Zoo og spredte skræk og rædsel i nogle dage, indtil den blev fundet og skudt i en trappeopgang. I mellemtiden gik rygterne om sete pantere overalt i omegnen, idet alt fra sorte hunde til blafrende plasticfolie blev bestemt til panter.
Puma: I årene 1970-75 gik vedholdende rygter om, at en puma huserede i Jylland, bl.a. skulle den være set i Rold Skov. Der forelå aldrig noget bevis.
Af de arter af kæledyr, der undslipper og lever udendørs et stykke tid, får slangerne størst opmærksomhed. Især var det tilfældet i den varme august 1997, hvor slangerne kunne overleve udendørs i længere tid.
Endelig skal nævnes vaskebjørn og mårhund, som måske bliver nogle af de næste nordjyske dyrearter.
Enkelte vides set i amtet i 1980-erne og 1990-erne, men nogen fast bestand findes ikke. Dyrene kommer måske
sydfra, hvor der bl.a. i Vesttyskland findes en fritlevende bestand af oprindeligt udsatte og undslupne vaskebjørne.
Muligvis er enkelte dyr undsluppet fra fangenskab i Danmark.
Fra de første jægere indvandrede til Nordjylland efter istiden og op til i dag har mennesket påvirket dyrenes livsvilkår meget stærkt. Angsten for store rovdyrs eventuelle angreb på husdyr og mennesker, konkurrence om byttedyr og behovet for føde og klæder har bevirket direkte efterstræbelse.
Endnu mere afgørende for dyrenes livsvilkår har dog været, at mennesket har præget landskabet stærkt. Skove er afbrændt eller fældede, søer og moser er afvandede, vandløb er rettet ud, jorden er dyrket mere og mere intensivt, og landskabet er gennemskåret af veje og jernbaner.
For dyrene ville livsvilkårene have været meget anderledes, om ikke menneskene havde været her. Der havde sandsynligvis været dyr som ulv, elg, bjørn, los og bæver i de vidtstrakte løvskove, som ville have dækket landskabet. Dyr som grævling, ræv, egern, skovmår og flere andre ville have været talrige i forhold til i dag, mens arter som markmus, hare og muldvarp ville have været fåtallige. En række arter ville slet ikke leve i Nordjylland, hvis det ikke var for mennesket, nemlig de indslæbte, udsatte og undslupne arter, eksempelvis husmus, dådyr og mink.
I dag er en række dyrearter hårdt trængt af menneskets intensive udnyttelse af naturen, og de har fået væsentligt dårligere levevilkår i de sidste par århundreder. Deres leveområder er blevet indskrænkede og forringede, deres føde er blevet sværere at finde, de er mere udsat for forstyrrelser, de bliver dræbt i trafikken o.s.v. Mange af de oprindeligt hjemmehørende dyrearter befinder sig derfor sandsynligvis på deres hidtil laveste bestandsniveau, og der er ydermere udsigt til, at mange arter vil gå endnu mere tilbage i antal.
Enkelte dyrearter er direkte truet af udryddelse fra landsdelen som følge af menneskets omformning af landskabet, nemlig odderen og sandsynligvis et par flagermusearter.
Man må derfor spørge: Hvad vil vi egentlig med de vilde dyr? Skal odderen - og senere andre arter - have lov at uddø i landsdelen? Og skal mange andre dyrearter kun have lov at overleve i små isolerede enklaver? Eller skal vi sikre dyrene rimelige levevilkår, så Nordjylland også i fremtiden har en sund og levedygtig dyrefauna?