Havesangeren (3) (Sylvia hortensis). Medens jeg den 14de Juni 1871 vandrede i en Skov ved Dronninglund, bemærkede jeg Noget inde i Midten af en Tjørnebusk, som syntes mig paafaldende. En nærmere Undersøgelse viste, at det var en nylig død Havesanger, der sad med Been, udbredte Vinger, Hoved og Hale saaledes støttet til passende stillede Grene, at den indtog Stilling som en Fugl, der daler ned: fra Luften. Døden har sandsynligviis pludseligt overrasket den, og den er da ved et Tilfælde blevet siddende i den Stilling, hvori den sank mod Jorden. Den var vel næret, dens Fjer fulde og forholdsviis smukke; Sectionen viste endelig, at den var en Han, som befandt sig midt i sin Yngletid.

Naar man hører Fuglenes glade Toner paa en mild Foraarsdag og betragter deres muntre og bevægelige Liv, forestiller man sig ikke saa sjældent med en vis Forkjærlighed, at det danner en grel Modsætning til den Sorg og Lidelse i Menneskets Bolig, der stundom kun ved en Muur skilles derfra; men som almindelig Betragtning beroer dette paa en Fejltagelse. Døden staaer altid ved Skabningens Side.

(3) I det Mindste for Sangernes Vedkommende kan det sikkert antages som den almindelige Regel, at Hannerne paa Foraarstrækket komme først. De standse da paa de Steder, hvor de selv ere komne til Verden og maaskee allerede før have ynglet, og afvente under flittig Sang Hunnernes Ankomst.

Da begge Kjøn imidlertid paa denne Maade ikke følges ad under Vandringen, bliver det allerede af sig selv indlysende, at Hannerne kunne komme til at vente forgjæves, eftersom Fuglene under deres Vandringer ere udsatte for mange Farer, og det derfor, endogsaa afseet fra store og almindelige Ødelæggelser, f. Ex. ved pludselig indtraadt Eftervinter, maa kunne hænde, at Hunnerne fra en vis Egn heelt eller for Størstedelen ere gaaede til Grunde, fordi Ødelæggelsen just har truffet dem, eller de maaskee have forfeilet Veien. Muligheden af en saadan Udeblivelse vil vist ingen benægte, men de Fleste ere dog maaskee tilbøielige til at betragte den som en saare sjælden Undtagelse.

Jeg er imidlertid efterhaanden kommen til den Overbeviisning, at Hunnernes Udeblivelse ingenlunde er nogen Sjældenhed. Min Opmærksomhed vaktes først ved den grønne Løvsanger (Sylvia sibilatrix) om bekjendt bygger denne Fugl sin oventil lukkede Rede meget skjult, men paa den anden Side forraader den selv hvor den er at finde, ved at udstøde en klagende Tone saasnart Nogen nærme sig Stedet, Hannen opholder sig altid i Nærheden af Rede, og man kan være forvisset om, at der ingen Rede er at finde, hvis man ikke har hørt hans klagende Toner. Men nu findes der næsten hvert Aar paa et bestemt Sted i Dronninggaards Hestehave 3 til 4 Hanner. I et Par Aar søgte jeg efter Rederne, men aldeles forgjæves. Hvor jeg end gik, vilde ingen af Hannerne lade blot een klagende Tone høre; de flygtede derimod stadigt foran mig. Localiteterne ere saadanne, at det maatte være forholdsviis mindre vanskeligt at finde en Rede; jeg ledte udholdende efter Rederne, men der var intet Spor at finde. Her opstod da første Gang den Formodning hos mig, at disse Fugles Færd maatte være begrundet i, at de ingen Reder havde, og dette igjen deri, at Hannerne manglede Hunner. Senere har jeg fundet denne Mening bestyrket ved andre Iagttagelser. Jeg skal anføre nogle Exempler. I 1872 kom saaledes Pastor Theobald ved sine Udflugter i Kjøbenhavns nærmere og fjernere Omegn just til det samme Resultat med Hensyn til den grønne Løvsanger. Der var ikke faa Hanner tilstede, men paa en enkelt Undtagelse nær lode de ingen klagende Tone høre, naar man nærmede sig; de have derfor ikke ynglet. - I 1869 fandt jeg ved Dronninglund mellem den 31te Mai og 17de Juni omtrent 10 Reder af den almindelige Løvsanger (Sylvia trochilus) med friske Æg; flere med Unger eller rugede Æg. I 1871 søgte jeg til samme Tid og paa de samme, nu tilmed mig ved tidligere Erfaring bekjendte Steder; Antallet af syngende Hanner var i dette Aar endogsaa større end sædvanligt - men ikke en eneste Rede var at finde. - En lignende Erfaring gjorde jeg i 1869 med Hensyn til Træpiberen og i 1872 med Hensyn til Guulbugen (Sylvia hypolais). Den sidste var i dette Aar endogsaa usædvanlig talrig i Dronninglunds Have og dennes Omgivelser; hver enkelt Sanger kunde jeg stadig finde paa sin bestemte Plads; tætte Tykninger lagde ingen Hindring i Vejen for at finde Rederne, men kun en eneste var at opdage (den 20de Juni).

De Hanner, fra hvilke Hunnerne udeblive, tøve i det Mindste ofte langt ud over den sædvanlige Yngletid paa den valgte Plads. Men udentvivl er det dem, der senere streife om og stundom længe efter den almindelige Trækketid ind finde sig paa Steder, hvor Arten ikke i det Aar var repræsenteret, og som man just af den Grund faaer Leilighed til at bemærke. Jeg skal anføre et Par Exempler paa saadanne Tilfælde. Sneestormen i 1867 dræbte alle vore grønne Løvsangere i Kjøbenhavns Omegn, og der indfandt sig ingen i det Aar, i 1868 begyndte der imidlertid igjen at vise sig nogle for at tage fast Ophold, men de kom længe efter den sædvanlige Trækketid. - I Kjøbenhavns nærmeste Omegn er Nattergalen efterhaanden bleven næsten en Sjældenhed. Den har f. Ex. før opholdt sig aarligt i Frederiksberg Have og Søndermarken; men det er ikke mere Tilfældet. Efterat mindst i 10 Aar ingen Nattergal havde ladet sig høre der, indfandt sig pludselig en Fugl noget ind i Juni 1869, en Maaned efter den almindelige Trækketid. Denne har vistnok bosat sig der; thi i de to følgende Aar havde vi atter en Fugl at glæde os over; men i 1872 udeblev den.

Gjerdesangeren og den Sorthovedede Sanger (Sylvia curruca og atricapilla) høre til Sjeldenhederne i Vendsyssel. Den førstnævnte har jeg kun faaet den 11te Mai 1856 ved Dronninglund, og iagttaget den der til omtrent samme Tid i 1859; af sidstnævnte opholdt en Han sig i nogle Dage fra den 11te Mai 1861 i Birkelse Have. Ellers har jeg aldrig iagttaget den. Ynglende forekommer vist ingen af dem. I Kjøbenhavns Omegn ere de derimod som bekjendt begge almindelige.

Tornsangeren* (2) (Sylvia curruca) hører til de sjeldnere Fugle i Vendsyssel, og skjøndt det, som jeg strax skal berette, stundom kan hænde, at en ellers temmelig sjelden Fugl i et enkelt Aar kan være endogsaa almindelig der, har ingen væsentlig Forandring i noget enkelt Aar endnu viist sig med Hensyn til den, saalænge jeg har anstillet Iagttagelser i Vendsyssel. Dog fandt jeg dens Rede med 3 Æg i en Granplantning ved Dronninglund den 1ste Juni 1865.

Tornsangeren *) (3) (Sylvia curruca) er, som før bemærket, temmelig sjælden i Vendsyssel; men herfra maa jeg gjøre en Undtagelse for det i det Hele taget fuglerige Oxholms Vedkommende; thi da jeg besøgte Øen den 18de til 20de Juni 1869 fandt jeg den almindelig der.

Den sorthovedede Sanger (2) (Sylvia atricapilla) hører, som jeg tidligere har bemærket, i almindelige Aar til Sjeldenhederne i Vendsyssel. Men herfra dannede Aaret 1865 en ganske mærkelig Undtagelse, da den nemlig i dette Aar meget almindeligt ynglede der

Den bystvatrede Sanger (2) (Sylvia nisoria) At denne Fugl forekom paa Vendsyssels Vestkyst, navnlig i Birkelse Have, havde allerede længe været min Overbeviisning, da jeg i 1862 offentliggjorde mine Iagttagelser, men jeg undlod den gang at omtale Sagen, fordi jeg intet Beviis havde. Dette har jeg imidlertid faaet senere, ja jeg har endogsaa været saa heldig to Gange i Birkelse Have (den 15de Juni 1862 og den 6te Juni 1865) og een Gang i Ulveskoven (den 15de Juni 1863) at finde dens Rede. Paa første Sted var Reden anbragt i en ung Gran, paa sidste Sted i en ung Birk. Det ganske frisk lagte Æg er af en saameget mørkere Farve end Æggene i vore Samlinger, at jeg ikke vidste hvad jeg havde for mig, da jeg fandt den første Rede med to Æg. Men naar Ægget, har ligget 2 - 3 Dage i Reden, faaer det omtrent det Udseende, det har i Samlingerne.

Flere Gange har jeg i Birkelse Have seet denne Fugl paa sin eiendommelige Maade tumle sig i Luften; men aldrig, skjøndt jeg har lyttet tidlig og seent, og dens Yngleplads just har været saaledes beliggende, at man ubemærket kan liste sig til Nærheden deraf, har jeg hørt dens Sang. Med fuld Sikkerhed kan jeg sige, at den kun meget sjeldent kan synge der, da jeg ikke har hørt den. Derimod troer jeg at have hørt den een Gang i Skeelslund.

Af Løvsangerne ere de to Arter stærkt repræsenterede i Vendsyssel. Den guulbugede Løvsanger (Sylvia hypolais) ankommer til Vendsyssel i sidste Halvdeel af Mai og begynder at yngle efter Midten af Juni. Baade paa Trækket og ynglende er den meget talrig næsten overalt, hvor der findes Træer, og det store Antal af denne fortrinlige Sanger yder i Forbindelse med Solsorten og paa Østkysten tillige S. trochilus og Sangdrosselen en taalelig god Erstatning for Nattergalen, som Vendsyssel ikke har. Ligesom paa Sjælland vælger S. hypolais ogsaa her ofte hasselen til Yngleplads; men den anbringer da sin Rede langt forsigtigere. Paa Sjælland finder man ofte Reden løst hensat paa nogle vandret liggende Grene. Saaledes stillet, vilde den i Vendsyssel snart nedrives af Vestenvinden. Derfor anbringes den her mellem tre fra samme Punkt udgaaende Grene, og om hver af disse slynges stærke Traade, der indflettes i Reden og holde saa fast, at denne ikke kan udtages, uden at Traadene overskjæres.

Den almindelige Løvsanger (Sylvia trochilus) ankommer først i April eller henimod Midten af denne Maaned og er sidst i samme og noget ind i Mai særdeles talrig. Paa Østkysten yngler den i stort Antal, ogsaa hyppigt i Høideryggens Skove, men kun sparsomt paa Vestkysten.

Gransangeren (Sylvia abietina) indfinder sig noget ind i April og er til henimod Midten af Mai ikke sjelden, talrigst paa Vestkysten, hvor man især seer den undersøge Birketræets tynde Grene. - Den grønne Løvsanger (Sylvia sibilatrix) har jeg kun truffet to Gange sidst i Mai, i Dronninggaards Hestehaver og i Skeelslund. Ingen af disse to Arter har jeg fundet ynglende.

Den grønne Løvsanger (2) (Sylvia sibilatrix). Siden 1862 har jeg. fundet denne noget hyppigere i Vendsyssel end før, men hvad jeg især maa føje til mine tidligere Bemærkninger, er dette, at da jeg i Juni 1864 besøgte Oxholm Skov (første Gang paa den Aarstid), fandt jeg Fuglen der meget talrig.

Rørsangerne begynde at indfinde sig i Vendsyssel mod Midten af Mai og blive efterhaanden talrige ved de mange Vandløb, hvis Bredder ere bevoxede med Rør. Deres Yngletid kan først begynde mod Slutningen af Juni, da Rørene og de andre Planter, hvori de befæste deres Reder eller dog skjule dem, ikke tidligere have den tilbørlige Størrelse. Da jeg ikke har skudt mange Rørsangere, skal jeg opsætte at omtale dem, indtil der maaskee senere maatte være givet mig Leilighed til nærmere at undersøge dem.

Rørsangerne. (2) Med Hensyn til disse maatte jeg i 1862 trække en Vexel paa Fremtiden. Denne er jeg imidlertid endnu ikke istand til at indløse, da der i de to Aar, jeg siden 1862 har været i Vendsyssel paa en Tid, da Rørsangere med Nytte kunne søges, saagodtsom ingen har været.

Fuglekongen (Regulus flavicapillus) forekommer i Vendsyssel om Foraaret af og til paa Trækket i smaa Flokke; men, saavidt jeg veed, ikke ynglende.

Fuglekongen (3) (Regulus flavicapillus) var efterhaanden blevet en temmelig talrigt ynglende Fugl i Frederiksberg Have; men efter den strenge Vinter 1870 - 71 er den fuldstændigt forsvunden derfra og har ikke ladet sig høre siden.

I Juni 1869 fandt jeg Fuglekongen meget talrig paa Oxholm.

Den graae Fluesnapper (Muscicapa grisola) har jeg ikke iagttaget i Vendsyssel før midt i Mai eller endog først i Juni. Den er langtfra saa talrig der som paa Sjælland, og ynglende har jeg kun fundet den paa østkysten.

Den graae Fluesnapper (2) (Muscicapa grisola) lader paa Sjælland meget jevnligt sine urene Toner høre, hvorom man f. Ex. i Frederiksberg Allee, har rig Leilighed til at over bevise sig. I Vendsyssel er dette derimod anderledes. Man kan have denne Fugl om sig paa et Sted, hvor man daglig færdes, og dog i længere Tid ikke have hørt en Tone af den. Da jeg først lagde Mærke til denne Tavshed, antog jeg den for tilfældig, men senere Iagttagelser have noksom godtgjort, at dette ikke er Tilfældet. Fuglens Adfærd i Vendsyssel er i den omhandlede Henseende forskjellig fra dens Adfærd paa Sjælland. Til Vendsyssel kommer den stundom meget seent. I 1863 havde jeg saaledes ikke bemærket den før den 5te Juni, da den paa een Gang blev almindelig.

Den brogede Fluesnapper (Muscicapa atricapilla) ankommer derimod meget tidligere, nemlig sidst i April eller først i Mai, og Trækket af denne over Vendsyssel er langt talrigere end af den foregaaende; men det er kun undtagelsesviis, at et Par yngler der. Naar der i en Deel af Foraaret indtræffer mildt Veir, og dette derefter afløses af meget koldt, hvad i Vendsyssel slet ikke er sjeldent, hændes det ofte, at Trækfugle, der ere hidlokkede af det milde Veir, senere komme til at lide meget af Kulden. Jeg skal fortælle et Exempel herpaa ved denne Fugl. Den 29de April 1856 ankom til Birkelse have et Træk af omtrent 40 hanner, der muntert øvede Insektfangsten. Den 30te afløstes det tidligere milde Veir af en kold Regn, og den 1ste Mai begyndte det at snee. Da dette tiltog den 2den, døde enkelte af de mørkest farvede (de ældste). Vingernes Holdning og Bevægelser forraadte, at de alle vare stærkt udmattede, og man kunde gaae dem ganske nær. Den 4de og 5te vedblev det endnu at snee flint, og i disse to Dage døde alle de mørke og de lysest graae, saa at der den 5te, da igjen mildt Veir indtraadte, kun var 5 eller 6 tilbage, alle af Mellemfarve. De ældste bukkede altsaa først under, derefter de yngste, og de faa tiloversblevne vare af Middelalder. Paa Østkysten faldt i disse Dage saa megen Snee, at Beboerne tilsagdes til Sneekastning, og her døde alle ankomne Fugle, der ikke taale Kulde. Da jeg et Par Dage efter var paa østkysten, bragte man mig endogsaa en omkommen Misteldrossel.

Af de fem Meisearter, hvis Forekomst hos os er sikker, findes de tre almindeligt i Vendsyssel, og den fjerde af og til. Talrigst er Sumpmeisen (Parus palustris), derefter Musviten (Partis major); efter den Blaameisen (Parus coeruleus); af og til forekommer Halemeisen (Parus caudatus). De tre første yngle efter Midten af Mai; Halemeisen har jeg derimod ikke fundet ynglende.

Spetmeisen (Sitta europæa) er ligeledes mindre almindelig end paa Sjælland; især gjælder dette om Vestkysten. Da man af Hensyn til Undersidens Farve har villet adskille to Arter af Spetmeiser, skal jeg bemærke, at jeg vel har skindet nogle Exemplarer med lysere og andre med mørkere rødguul Farve, men aldrig noget, hvis Farve kunde kaldes hvid.

Træløberen (Certhia familiaris) er langtfra at være sjelden i Vendsyssel, men den forekommer dog mindre hyppigt der end paa Sjælland. Jeg har fundet dens Rede i Dronninglunds Have.

Den almindelige Tornskade (Lanius collurio) ankommer til Vendsyssel omtrent midt i Mai eller lidt senere. De smukkest udfarvede Hanner vise sig gjerne først. Efter Hunnernes Ankomst begynder Redebygningen uopholdeligt. Fuglen er meget almindelig i Vendsyssel, saavel i Skovenes Udkanter, i Haver og paa dyrkede Marker, som i Heder og Moser, naar der kun er en Busk til dens Rede. Man finder ogsaa her Æg med rødguul og med graa Bundfarve, men i hver enkelt Rede kun Æg af den ene af disse Farver. Jeg har borttaget Æggene fra tre forskjellige Par, som jeg derefter har seet bygge i Nærheden og derved fundet de nye Æg af samme Bundfarve som de først lagte. Dette taler for, at visse Hunner lægge alene rødgule, andre alene graae Æg. Æggenes Antal er oftest 5; i een Rede har jeg dog fundet 7, der vare af næsten reen hvid Bundfarve.

Den almindelige Tornskade (2) (Lanius collurio) for tjener hos os i fuld Maade Navnet »almindelig«; men Aaret 1868 har afgivet et Exempel paa, hvorledes en Fugl pludselig og uden at nogen Anledning der til er at opdage kan næsten heelt forsvinde. Thi i det nævnte Aar fandtes hverken i Kjøbenhavns Omegn eller i det sydvestlige Sjælland, saavidt jeg der er kommen omkring, mere end en Tiendedeel af det sædvanlige Antal

Den almindelige Tornskade (3) (Lanius collurio). Det er tidligere blevet omtalt af mig, at denne ellers saa almindelige Fugl i 1868 paa een Gang blev næsten en Sjældenhed. Siden den Tid har der ikke været Regelmæssighed i dens Forekomst. I 1869 var den ikke saa talrig som sædvanligt; i 1870 fandtes kun faa; i 1871 derimod fandtes atter mange, og man saae de ankomne Hanner, der, som bekjendt, i Modsætning til hvad Hunnerne have for Skik, sætte sig paa iøinefaldende Pladser, til den sædvanlige Tid i Mai; men; baade i Vendsyssel og paa Sjælland fandtes først Æg omtr. den 20de Juni, hvilket er længe efter den sædvanlige Tid. Maaskee ere Hunnerne først ankomne henimod Midten af Maaneden. I 1872 var den atter temmelig sjælden.

Den store Tornskade (Lanius excubitor) har jeg aldrig seet i Vendsyssel. I Trækketiden og om Vinteren er det ikke ualmindeligt at faae den paa Sjælland, men ynglende har jeg aldrig fundet den. Udentvivl er den i Aftagende hos os.

Skovskaden (Garrulus glandarius) er temmelig almindelig i Østkystens og Høideryggens Skove, hvor den ogsaa yngler. Fabers Paastand, at ikke mange Par yngle i Danmark, er allerede modsagt af Kjærbølling, og stemmer heller ikke med min Erfaring. I Yngletiden forholder Fuglen sig mere rolig og taus end ellers; men om Efteraaret streife de Gamle med Ungerne omkring i større eller mindre Selskaber, og give da deres Nærværelse tilkjende ved idelig Skrigen. Det er vistnok denne Modsætning, der har bragt Faber til at antage, at Skovskaden i Regelen drager nordpaa for at yngle og kommer tilbage om Efteraaret.

Skovskaden (2) (Garrulus glandarius). Jeg har tidligere, omtalt den Forskjel, der er imellem denne Fugls Færd i Yngletiden og i de Aarstider, da den streifer omkring. I disse skriger den nemlig næsten bestandig, ogsaa uden ydre Anledning, som af en indre Trang, og kommer man den nær, kan man være vis paa at blive hilset paa en meget vedholdende Maade. I Yngletiden høres dens Skrigen derimod kun sjeldent. Herom gjorde jeg en Erfaring i Dyrehaven den 15de Mai 1866. Medens jeg gik i en Ellemose, opdagede jeg en Skovskade i Nærheden. Med en Ynglefugls hele Tillidsfuldhed fløi den hen imod det Sted, hvor jeg gik, og strax efter lige over mit Hoved, satte sig i et Træ ikke langt derfra og beskjæftigede sig med Grenene, paa en Maade, der lod mig formode, at den søgte Redemateriale. Den fløi derefter bort, men kom snart igjen, sysselsat ligesom første Gang - og alt dette uden at min Nærværelse aflokkede den en eneste Lyd.

Skaden (Pica varia) er ikke sjelden i Vendsyssel og bygger der, ligesom paa Sjælland, i Nærheden af Husene, men ikke i Skove eller Haver, der støde op til disse. Faber siger i sine Noticer, at mange Skader paa Grund af Huusmaarens Formerelse ere dragne til det Indre af Jylland, hvor de i Hedeegnene bygge Reder paa Straatagene, i Mangel af Træer. Jeg skal indskrænke mig til derved at bemærke, at jeg aldrig har seet noget saadant. Det er meget muligt og vel endogsaa sandsynligt, at Huusmaaren kan have nogen Skyld i Skadernes Udryddelse; men langt mere har Selveiendoms Indførelse og Jagtloven af 1851 virket dertil. Endnu 20 Aar efter at Faber skrev, fandtes paa Sjælland, navnlig ved Byer, der ikke vare overgaaede til Selvejendom, Skader i Mængde; paa de samme Steder er nu ofte kun et enkelt Par tilbage.

I 1854 fandtes i Nærheden af Dronninglund en Skade, i hvis hale sad en ganske hvid Fjer Skaden blev skudt, og da Skindet toges af den, viste det sig, at der i Gumpen udfor den hvide Fjer sad et af en Hud omgivet hagl, der altsaa længere Tid i Forveien maa have truffet Fuglen. Fjeren er lidt kortere og svagere end den tilsvarende i Halens anden Side.

Skaden (2) (Pica varia). Det er jo ingenlunde nogen Sjeldenhed, at Skaderne fra en Egn, hvor der findes flere af dem, forsamle sig under høirøstet Snakken enten ved en bestemt Anledning, saasom et Dødsfald i Skadeslægten, at en Ugle er bleven opdaget osv., eller uden at nogen saadan Anledning er kiendelig, som det synes, kun for at more sig sammen. Dette Sidste finder kun Sted udenfor Yngletiden; Hiint kan hænde til enhver Tid. I 1866 holdtes saadanne Sammenkomster i længere Tid hver Dag af de kjøbenhavnske Skader i Frederiksberg Have, hvor jeg havde god Leilighed til at iagttage dem og morede mig meget ved det særegne Præg, deres Munterhed antog, og de mange Sorger, den en Tid foraarsagede Lærkefalken i Haven. Paa den største Ø i denne findes i det sydøstlige Hjørne en lille Samling af middelstore Grantræer; i disse havde Egnens Skader sat hverandre Stævne fra omtrent Midten af August til lidt ind i September. Mødetiden var Kl. 6 Eftermiddag, og man indfandt sig temmelig punktligt, mindst 30 Stykker i Antal. Det livlige Selskab tumlede sig nu legende paa forskjellig Maade omkring i Granerne; men Midtpunktet for Lystigheden var det største Grantræ. Naar Skaderne havde kastet sig ind i de nederste af dets Grene, begyndte de strax hoppende fra Green til Green at forfølge hverandre, og avancerede imidlertid stadigt rundt og opad imellem Grenene, indtil Toppen var naaet. Her toges Hviil; hele den brogede Skare sad nu nogle øieblikke stille i Grantoppen, hver paa Spidsen af sin Green, og gav for et øieblik Toppen en vis Lighed med et Juletræ. Det var et meget smukt og tiltrækkende Skue, kun ikke for Lærkefalkene. Disse ynglede 1866 undtagelsesviis just i en af disse Graner, og deres Unger havde netop forladt Reden, da Skadernes Forsamlinger begyndte. De ubudne Gjæsters Nærværelse i Redens Nærhed og ved Siden af de endnu ubehjælpsomme Unger havde til Følge, at de gamle Falke vare i høi Grad bekymrede og uden Ophør forraadte deres Ængstelse. Snart syntes Hannen at, have taget en kraftig Beslutning og stødte efter en af de i Toppen siddende Skader, medens disse kun bøiede sig lidt til Siden og, lode den skrigende Fader flyve forbi, eller de benyttede Anledningen til fra Toppen at kaste sig ned igjen mellem de lavere Grene; snart fløi Falken om som bedende for sig og sine Børn, men uden at Nogen tog Notits deraf. Den lignede en Grædekone ved et lystigt Gilde. Efter en Ugestids Forløb flyttede Falkene med deres Unger til et andet Sted i Haven. Ind i September aftoge og sluttedes disse Sammenkomster. Lignende finde formodentlig Sted aarligt i Kjøbenhavns Omegn, men jeg har dog hverken før eller siden iagttaget dem saa regelmæssige og med et saa bestemt Præg, navnlig ikke i Frederiksberg Have.

Nøddekrigen (2) (Caryocatactes guttatus). Efterat Nøddekrigens Æg var fundet paa Bornholm den 23de Marts 1864, er det senere lykkedes at opdage følgende Reder. I 1865 fandtes en Rede den 15de April med 3 temmelig stærkt rugede Æg, der maae være lagte i de første Dage af Maaneden, og den 30te April en anden med 4 friske Æg; i 1867 en Rede den l2te April med 4 friske Æg, og i 1868 en Rede den 21de Marts med 5 friske Æg, der vare lagte mellem den 16de og 20de, eet Æg hver Dag. Efter de herved vundne Erfaringer maa Yngletiden antages omtrentlig at ligge indenfor de to Dage, paa hvilke Æggene ere fundne i de to sidste Aar, nemlig den 21de Marts og den l2te April; dog at et tidligt Foraar kan fremskynde Yngletiden endnu en god Uge, saaledes som det viste sig i 1863, og et sildigt Foraar forhale den omtrent lige saa længe, eller endogsaa til Slutningen af April. Imidlertid er det dog muligt, at Nøddekrigen undertiden yngler anden Gang. Hr. Seeger, hvem jeg allerede forhen har omtalt som en trofast Hjælper under Efterforskningerne paa Bornholm, har saaledes meddeelt mig, at han den 13de Sept. 1864 har seet en Nøddekrige made sin Unge. Heraf fremgaaer utvivlsomt en Yngletid, der ligger langt senere end Marts og April; men til nogen sikker Slutning vil man ved et saadant enestaaende Factum ikke kunne komme, da en Forklaring ogsaa vil kunne haves, naar man antager, at det paagjældende Par tilfældigviis gjentagne Gange kan have været forstyrret i tidligere Yngleforsøg, og derved være bragt til at lægge igjen paa en aldeles usædvanlig Tid. Af det ovenfor Anførte vil det sees, at der siden 1864 er kommet ialt 20 Æg fra Bornholm. Da jeg beskrev Ægget i 1864, havde jeg kun havt 4 Æg for mig, og det var vel tænkeligt, at disse ikke havde været aldeles normale, eller at der dog senere vilde kunne vise sig større eller ringere Afvigelser. Dette er imidlertid i meget ringe Grad Tilfældet, og hvad jeg i denne Henseende har at anføre, indskrænker sig til, at det i 1865 fundne Kuld paa tre Æg er ganske lidt stærkere plettet end noget af de beskrevne Æg; forøvrigt stemme alle Æg fuldkommen overeens, og nogen egentlig Varietet er ikke forekommen. Jeg kan derfor ganske henvise til den tidligere givne Beskrivelse, og fremhæver navnlig som et Middel til at skjelne det ægte Æg fra falske, at Tegningen er ubetinget enkelt, og Pletterne ikke større end omtrent det angivne Tværmaal, i ¼ Linie, eller undtagelsesviis, paa de stærkest plettede, lidt derover, maaskee indtil ½ Linie.

Med Hensyn til Redens Plads er det tidligere bemærket af mig, at alle de fundne Reder vare anbragte i de udgaaede Grene paa Grantræer, tæt op til Stammen og nær ved den grønne Krone, samt at de valgte Graner næsten stedse befandt sig i Nærheden af en Vei. Dette har gjentaget sig siden, dog med den Undtagelse, at man har fundet Reder anbragte, ogsaa højere oppe i Granerne, imellem de grønne Grene.

I Vintertiden pleier Nøddekrigen, som bekjendt, at forekomme omstreifende over hele Landet, og skydes ikke sjeldent. I de senere 10 - 12 Aar har den imidlertid kun viist sig meget sparsomt; men til Gjengjæld blev Antallet saa meget større i Efteraaret 1868. De første, viste sig paa Sjælland henimod Slutningen af September, og snart blev Antallet meget stort. I Søndermarken opholdt sig en Flok, der ansloges til over 30, og fra de nordsjællandske Skove hørtes Efterretninger om endnu langt større Skarer. Ogsaa over hele Jylland var den udbredt. Om Tilbagetoget savner jeg enhver Efterretning. Fuglene viste sig under deres Ophold her meget tillidsfulde, og det var derfor i Regelen let at komme dem paa Skud. En fangen Nøddekrige i den zoologiske Have paa Frederiksberg gav sig en Dag til at kalde, medens den ovennævnte Flok fandtes i Søndermarken. En Fugl hidlokkedes derved, fløj efterhaanden tæt hen til Buret og saae til Fangen, uagtet flere Personer stode ved Siden af Buret. Dens Sorgløshed var saa stor, at man troede at kunne fange den ved at kaste en Liimpind paa den.

Sædkragen (C. frugilegus) forekommer i Vendsyssel kun paa Trækket; Alliken (C. monedula) paa Trækket, og tillige ynglende i et Par Kirketaarne.

Af den almindelige Krage (Corvus cornix) gaaer et temmelig stort Træk over Vendsyssel til nordligere Ynglepladser, og det hændes oftere, at flere bygge Reder paa Trækket, som de derefter forlade. Ikke saa faa Par yngle i Vendsyssel, men efter min Erfaring kun paa østkysten, i de mindre Elleskove; derimod ikke paa Vestkysten eller i de store Bøgeskove, skjøndt man ofte finder dens Rede paa Sjælland i saadanne.

Den almindelige Krage (3) (Corvus cornix). Store samlede Skarer drage om Foraaret over Danmark til det høiere liggende Norden. Jeg fandt saaledes ved Frederikslund, først i April 1871, overordentlig store Flokke af Krager, hvortil havde sluttet sig en Deel Alliker, der opholdt sig. Skovene nærmest ved Gaarden. Fra disse kastede de sig ud paa de besaaede Marker, og det var neppe uden Grund, at man beskyldte dem for, at deres Ærinde der var at ophakke den saaede Sæd. Tilfældigviis fik jeg at vide, at der samtidigt havde samlet sig lignende Skarer ved Steensballegaard, hvor man anklagede dem for den samme Forbrydelse.

Undertiden yngler Kragen vist anden Gang. Den 31te Juli 1870 saae jeg i det Mindste nylig af Reden udfløine Krageunger blive madede af de Gamle, hvorved jeg beder erindret, at det Sædvanlige er, at man i sidste Halvdeel af Mai finder flyvende Unger. Vore egne Krager ere Standfugle, i det Mindste for den allerstørste Deel, hvilket man seer deraf, at de Krager, der opholde sig hos os om Vinteren, vise sig huusvante og tillidsfulde. Medens de ovennævnte store Skarer, der alle ere yderst skye, drage over os, ere vore egne Krager allerede i fuld Virksomhed med at yngle.

Ravnen (Corvus corax) forekommer jevnlig ynglende Vendsyssel, hvor der er Træer tilstede. Den foretrækker høie Træer, hvor den finder dem, og bygger da i Toppen, men tager ogsaa tiltakke med lave, naar andre mangle. Den bygger gjerne af tørre Grene, paa hvilke Barken meer eller mindre er affalden; Reden er ofte een Alen høi eller mere, og stundom skjæv til den ene Side. Fuglen lægger. allerede Æg sidst i Februar eller først i Marts, og jeg har fundet dens Unger halvvoxne den 1ste Mai og flyvende den 1ste Juni, i 1857 endog den 18de Mai. Dog har jeg ogsaa fundet friske Æg først i Mai, maaskee af Fugle, hvis Ynglen første Gang var bleven forstyrret. Ungerne ere i den første Tid, efterat de ere komne ud af Ægget, næsten ganske uden Duunklædning, og da deres Farve tilmed er skiden rødguul og Bugen er uforholdsmæssig stor og glindsende, saa ere de umaadelig stygge.

Ravnen taaler ikke gjerne, at nogen større Fugl nærmer sig dens Rede. Imidlertid har jeg dog i Ulveskoven fundet Ravnens, Hønsehøgens og Musevaagens Rede med ikke meer end omtrent eet Hundrede Skridts indbyrdes Afstand, og seet Ravnen og Musevaagen flyve i Kredse om hinanden ovenover den fælles Yngleplads.

Jeg lagde engang i Mai Maaned Mærke til, at to Ravne jevnlig besøgte Engene ved Gjeraa, og begav mig hen til Stedet, hvor jeg havde seet dem gaae. Det var netop et Sted, som mange Vadefugle havde udsøgt til Yngleplads, og den Mængde itubidte Æggeskaller der fandtes rundt omkring, vidnede tydeligt nok om, hvad Ravnenes Besøg havde havt til Formaal.

Stæren (Sturnus vulgaris) findes i Mængde i Vendsyssel. Som bekjendt samles Stærene efter Yngletiden i Flokke og begive sig derefter atter til Ynglepladserne, inden de drage bort. En mærkelig Samlingsplads for disse Fugle er saaledes Hjermitslevgaard ved Kanten af den store Vildmose. De forekomme her efter Yngletiden i saa store Skarer, at de bogstaveligt kunne bedække Gaardens Tage. Rimeligviis maa Vildmosen paa den Tid afgive meget rigelig Næring for dem.

Stæren (3) (Sturnus vulgaris) hører som bekjendt til de allertidligst ankommende Trækfugle, og det hænder ikke saa ganske sjældent, at vi have den strengeste Deel af Vinteren tilbage efter dens Ankomst; men den taaler godt Kulde. Imidlertid kan Veiret ogsaa blive den for strengt. I 1872 saae man den første Stær ved Kjøbenhavn allerede den 10de Januar, og midt i Februar var den almindelig; - Veiret var da ogsaa meget mildt og blev det i endnu høiere Grad ind i Marts. Da indtraadte den 18de et Omslag, og fra denne til Eftermiddagen den 25de havde vi uafbrudt Storm, under umaadelige Sneemasser hvirvledes om i Luften. Denne Uges Sneestorm blev selv den haardføre Stær for meget. Mange fandtes døde, og mange grebes med Hænderne. De sidste kom dog snart til sig selv, naar de bragtes i Huus og fik noget at spise. Hvor mange der end vitterligt omkom, mærkede man dog ikke siden, at der i dette Aar var færre ynglende Fugle end sædvanligt.

Stæren tager stærkt til hos os; thi det bliver mere og almindelig Skik at udhænge Stærekasser, stundom efter stor Maalestok, og dens Formerelse afhænger for en væsentlig Deel af, om der er passende Redepladser for den at finde. Hvor saadanne indrettes for den, kan man med temmelig stor Sikkerhed gjøre Regning paa at see den indfinde saa stort Antal, at den besætter alle Pladser.

Stærdrosselen (2) (Pastor roseus). Noget strengt Beviis for denne Fugls Forekomst hos os har, saavidt jeg veed, ikke hidtil foreligget. Men den 22de Novbr. 1866 skjød Gartnerelev Martin Hansen en Stærdrossel i Brøndshøi, hvor den havde taget Plads paa en Roebunke. Exemplaret er en endnu ikke heelt udfarvet Han; det findes i min Samling

Begge Spurvearter, Huusspurven (Fringilla domestica) og Skovspurven (Fringilla montana), ere almindelige i Vendsyssel. Paa nogle Steder, f. Ex. ved Dronninglund, er Skovspurven den almindeligste.

Bogfinken (Fringilla coelebs) yngler almindeligt i Vendsyssel; mange opholde sig der til Slutningen af April eller noget ind i Mai og drage derefter videre. Allerede sidst i April har jeg fundet dens Rede bygget færdig; men naar koldt Veir derpaa indtræffer i Mai, forlades gjerne de saa tidligt byggede Reder.

Qvækerfinken (Fringilla montifringilla) er almindelig i Vendsyssel paa Trækket. Hannerne begynde at anlægge deres Sommerdragt midt i April, og forsvinde, paa enkelte nær, med Udgangen af denne Maaned. Hunnerne træffer man endnu til Midten af Mai. Kun een Gang har jeg faaet en Han i fuldstændig Sommerdragt, nemlig den 4de Mai 1856.

Qvækerfinken (2) (Fringilla montifringilla) drager i Regelen hurtig over de danske øer; men i Sommeren 1864 har Bøgen rigelig Frugt, og denne holdt Fuglene tilbage hos os i Vinteren 1864 - 65. De forekom da i meget store Skarer i vore Bøgeskove; selv i Søndermarken traf man dem i hundredeviis.

Grønirisken (Fringilla chloris) er temmelig sjelden i Vendsyssel, og jeg har kun iagttaget den paa Østkysten.

Grønirisken (3) (Fringilla chloris) har jeg i mange Aar kun fundet paa Østkysten af Vendsyssel, og navnlig har den ikke været i Birkelse Have. Men er det nu ogsaa sikkert? Ja, det er. Jeg har i en Række af Aar vandret saa meget i denne Have og lytter saa stadigt til Fuglene, hvor jeg gaaer, at i det Mindste den, der selv iagttager Fuglenes Liv, vil give mig Ret, naar jeg siger, at Fr. chloris, der saa stadigt lader sine Toner høre, ikke kan have været der, naar jeg ikke har bemærket det. Men i 1869 overraskedes jeg ved at høre det første »Dvii«, i 1870 lød det jævnligt, og i 1872 var Grønirisken en almindelig Fugl i Haven.

Her er et sikkert Exempel paa, at en Fugl der ikke før har været paa et Sted eller i dets Omegn, har indfundet sig der og i kort Tid formeret sig stærkt.

Stillidsen (Fringilla carduelis) er meget almindelig overalt i Vendsyssel. Sidst i Mai eller først i Juni begynder den at yngle der.

Graasidskenen (Fringilla linaria) og Grønsidskenen (Fringilla spinus) vise sig af og til i Marts og April, men ikke i noget stort Antal, og efter min Erfaring kun paa Østkysten.

Tornirisken (Fringilla cannabina) er derimod desto almindeligere, og ved sine Besøg i Rapsmarkerne ofte en sand Plage for Landmanden.

Det almindelige Korsnæb (Loxia curvirostra) har jeg kun iagttaget om Efteraaret, fra sidst i August, og ikke hyppigt.

Korsnæb (2) (Loxia). Sidst i Juni 1866 iagttog jeg en rød Korsnæb i Søndermarken, hvor vistnok flere vare tilstede, og den 4de Juli en Flok i Charlottenlund paa 30 - 40 Stykker, som forblev der i længere Tid. En omtrent ligesaa stor Flok fandt jeg der den 10de Juli 1867 og oftere siden. Hvilken Art disse Fugle have tilhørt, tør jeg selvfølgelig ikke afgjøre, da jeg ikke har havt nogen af dem i Haanden; men jeg anfører ikke desto mindre disse Tilfælde, til hvilke flere Sidestykker med Lethed ville kunne opvises, for at gjøre opmærksom paa Tiden. Det kan vel nemlig neppe betvivles, at disse Fugle have været paa Trækket sydpaa efter endt Yngletid paa den skandinaviske Halvø, da de ikke yngle hos os, eller i alt Fald kun undtagelsesviis; jeg i det Mindste veed ikke noget Tilfælde sikkert constateret. Men ere de trukne til os i Juni eller først i Juli, indtræder for deres Vedkommende den Besynderlighed, at de drage mod Syd just lige som den varme Aarstid stunder til, hvortil jeg ikke kjender noget Sidestykke, medens det jo vistnok ikke er uden Exempel, at Fuglearter begynde Vandringen mod Syd midt i den varmeste Tid, f. Ex. flere af Klirearterne.

Dompappen (Pyrrhula vulgaris) viser sig om Efteraaret og Vinteren snart i større, snart i ringere Antal i Vendsyssel, og kan træffes enkeltviis til Midten af Mai. Den besøger flittigt Rønnen, hvis Bær ere dens Yndlingsføde; ligeledes fortærer den Frøet af Elletræerne, og henad Foraaret Knopperne paa Træer og Buske. Ofte fanges den i Doner, skjøndt den i Almindelighed veed at undgaae Snarerne, selv om man behænger hele Donen med saadanne. Den finder sig med stor Rolighed i at komme i Fangenskab. En Hun, der nylig var bleven hængende i en Done, og som udløstes af denne, førend den endnu var helt død, har jeg saaledes seet blive lagt ind i et Buur og nogle Rønnebær ved Siden af den. Da den var kommen saameget til sig selv, at den vel kunde staae, begyndte den roligt at æde Bærrene.

Kjernebideren (Fringilla coccothraustes) har jeg kun seet enkeltviis paa Østkysten af Vendsyssel, og den er langtfra saa almindelig her som paa Sjælland, skjøndt den dog forekommer ynglende. I Kjøbenhavns Omegn, f. Ex. i Frederiksberg Have og Søndermarken, have usædvanligt mange opholdt sig i Vinteren 1861 - 62. I Haverne i Slagelse indfinde de Gamle sig med deres Unger midt i Juli (i 1852 allerede den 27de Juni). Ungerne sidde da i Toppen af et høit Træ, helst paa en tør Green, medens de Gamle plyndre Kirsebærtræerne.

Sneespurven (Emberiza nivalis) indfinder sig om Efteraaret og Vinteren i Vendsyssel, ikke sjeldent i store Flokke, som snart forblive der i længere Tid, snart efter kort Ophold drage videre. I 1855 saae jeg en Flok allerede i October. Inden Slutningen af Marts, og i Regelen tidligere, ere alle borte. De søge deres Føde paa de dyrkede Marker og afpille Frøet af vildt voxende Planter paa Grøftekanterne. Fremtrædende er deres Forkjærlighed for at sætte sig paa Veien. Træffer man kjørende en Flok, som sidder paa en Vei, saa flyver den op, naar man nærmer sig, men sætter sig gjerne igjen lidt længere henne paa Veien og vedbliver dermed ofte en halv Miil eller længere.

Guulspurven (Emberiza citrinella) og Rørspurven (Emberiza schoeniclus) forekomme omtrent i samme Antal og under samme Forhold som paa Sjælland.

Kornlærken (Emberiza miliaria). Faber siger i sine ornithogiske Noticer, at det er mærkeligt, at denne Fugl ikke findes i det nordligste Jylland. Jeg kan imidlertid forsikre, at den ikke blot findes der, men at den udenfor al Tvivl endogsaa er meget almindeligere der end paa Sjælland. Da Forholdet vistnok ikke kan have forandret sig saa meget siden 1824, da Faber skrev, maa hans Notice paa en eller anden Maade hidrøre fra en Misforstaaelse.

Jeg har fra Vendsyssel en næsten aldeles hvid Varietet, skudt af Skovrider Clausen. Dens Iris var graabruun som sædvanligt.