Bynkefugl og Sortstrubet Bynkefugl, Nørlev Klit, 31/12-2000

Fotos: Poul Jespersen og Finn Eltved 

Den 18. december 2000 gik Poul Jespersen og Finn Eltved tur i sommerhusområdet ved Nørlev Strand, hvor de begge har sommerhus. Der var mange småfugle i området: Sjaggere, Engpibere m.m. De studsede dog noget, da de fik øje på 2 bynkefugle. Det var jo ikke lige årstiden, men på den anden side var det en meget mild for-vinter.

Poul sendte en e-mail til Kurt Prentow om den usædvanlige obs, men først den 24. december lykkedes det Kurt at få tid til at checke fuglene (dels er det mørkt efter arbejdstid på den årstid, dels skulle der også tid til lige at krydse den Kejserørn, der på det tidspunkt holdt til i Store Vildmose).

Kurt kunne konstatere, at den ene fugl ganske rigtigt var en Bynkefugl, mens den anden var en Sortstrubet Bynkefugl. Begge var i hun-farvede dragter, hvilket gjorde at de lignede hinanden en del. Bynkefuglens lyse øjenbrynsstribe og stribede ryg samt den Sortstrubede Bynkefugls lyse strubetegning adskilte dog fuglene.

Fuglene holdt til i området i flere uge - til trods for, at der i perioder var frost og snedække. Sidst i januar satte dog et nyt snefald ind, og det var åbenbart for strengt for fuglene, som sidst blev set 30. januar.

Fundet af Bynkefugl var det første vinterfund fra Danmark. Bynkefuglen er en insektædende Afrika-trækker, som skulle være i Nigeria og ikke i Nørlev om vinteren. Fund af Sortstrubet Bynkefugl er ikke helt usædvanligt om vinteren, og der blev da også iagttaget yderligere en fugl en kilometer nordligere i januar. Den trækker normalt til Middelhavs-området om vinteren.

I øvrigt yngler både Bynkefugl og Sortstrubet Bynkefugl i området om sommeren, men det vides naturligvis ikke, om vinterfundet drejede sig om nogle af de lokale fugle eller om tilrejsende, eventuelt kommende sydfra på modsat træk.

KuP